Ville du gå blindt ind på en græsplæne med bare tæer, hvis du kunne høre en hund gø i nærheden?
Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet – jeg var nok forudindtaget negativ og småirriteret på baggrund af mine erfaringer med Dagpengeland for 10 år siden, så jeg var klar på en træls monolog om alle de ting, jeg nu skulle huske – og hvilke jobs, jeg skulle søge. En lang række krav. Og ikke mindst mindede jeg mig selv om, at jeg dengang vandt retten til IKKE at skulle tage truckcertifikat, hvad mon “systemet” ville byde mig denne gang?
Jeg havde forberedt nogle spørgsmål og lige kontrolleret to gange, at mit CV nu var online de steder, det skulle være. Den laver de nemlig ikke på mig, tænkte jeg ved mig selv.
Bevæbnet med kaffe, en banan og juice satte jeg mig klar med headsettet på. Barnligt – med armene over kors og computeren foran mig. Rådgiv mig.
Telefonen ringede på aftalte tidspunkt, og Dorthe præsenterede sig. – Og så indledte hun med at spørge, hvordan jeg havde det. Jeg nåede lige at tænke: “Det er du da bedøvende ligeglad med…”, men hendes stemme lød så rar og imødekommende, at mine parader faldt ret hurtigt. For mens vi talte, virkede hun oprigtig og rent faktisk interesseret i at hjælpe mig. Lytte til mig – og ja, rådgive mig.
Det bedste hun sagde var, at jeg skulle huske at bruge tiden, mens beskæftigelseskravet er suspenderet, rigtigt. På at kære mig om mig selv. Mærke efter. Gå lange ture. Tage foråret ind. Trække vejret dybt og finde den rigtige næste udfordring.
Hun roste mig for det, jeg allerede havde gjort – og understregede, at jeg meget gerne måtte blive ved at føre joblog, men gjorde mig opmærksom på, at det var der ingen krav om lige nu og frem til 1. juli på grund af Covid19.
Hun havde rigtigt gode råd til mit CV og input hertil. Hun sendte mig links til relevant litteratur, og hun sendte mig en liste med bureauer, jeg burde kontakte med henblik på bestyrelsesposter, hvis jeg ville den vej.
“Mange kan godt lide det skæve – for det er dem, der tør stille de svære spørgsmål, der udvikler” (Sådan husker jeg, hun sagde det – og det var en ros, at jeg ikke var en klassisk skolet kandidat)
Vi talte om, hvilken vej jeg skulle ned af for at finde mit nye job. Men via samtalen fik vi også talt om, at det var vigtigt at lege lidt på græsset mellem vejene. Mærke mig selv. At få græs under fødderne. Mærke det, der giver mig energi.
Hun rådede mig også mod forførerne. De, som gerne vil have fingrene i dig, fordi du har mange kvaliteter. Fordi du er dygtig, og du har positioneret dig. Men hvis de vil dig nok, så kan de også forstå, at du har brug for en tænkepause til at mærke, hvilken vej der er rigtig for dig.
Hun sagde mange kloge ting – og sørgede også for at fortælle mig om, hvad jeg fremadrettet har af krav og forpligtigelser overfor Jobcentret og A-kassen, men efter jeg lagde røret på, havde jeg god energi. Mine arme var forlængst viklet ud af min trodsige udgangsposition, og jeg havde skrevet 3 siders noter med det, vi havde talt om.
Dorthe, du var fantastisk, og du kan være helt sikker på, at jeg sætter kryds i dit navn, næste gang jeg skal booke møde med A-kassen, hvis jeg ikke er i job. Hurra for dit engagement!
Nogle af mine spørgsmål bad hun mig kontakte A-kassens jurister med. Hun ville ikke rode sig ud i en søforklaring, der viste sig at være forkert – så dem ringer jeg til i morgen, da det vil være med til at afklare, i hvilket omfang jeg kan lege på græsset og med hvem den kommende tid.
Jeg vil nemlig gerne undgå at gå blindt ind på græsset i bare tæer, for man ved aldrig, hvad der kan ligge gemt bag de bløde, grønne strå…
