Tak
Læs mine tanker om Vild med dans-oplevelsen ved at klikke her.
Tak Esbern for dansen.
– For tålmodigheden og dit helt fantastiske væsen. Jeg er meget heldig, at jeg fik dig, og nu hvor kjolen hænger så smukt på bøjlen her i min lejlighed, kan jeg ikke afvise, at jeg kunne få lyst til at byde dig op til dans igen. Ikke lige i morgen, men mon ikke savnet til dansen trods alt sniger sig ind. Tak for dig ![]()
Tak for alle sms-stemmerne
Tak til alle jer, der bidrog til, at jeg havde 100.000,- med på gulvet. Det var den vildeste følelse at se det tal. Ingen nævnt ingen glemt – dog lige et spotlys på dig Sandra for at sende mig en besked 18.30 om, at uanset hvilket beløb jeg var på, så ville du toppe op, så jeg havde 100.000 med på gulvet. Det rørte mig så meget, at jeg lagde telefonen væk umiddelbart derefter.
TUSIND TUSIND TAK til alle jer, der støttede indsamlingen. Tak for alt den kærlighed og omsorg, opbakning og støtte, jeg har fået fra nær og fjern. Det fylder mig med den varmeste følelse, og jeg har ikke ord for min taknemlighed. Jeg er bare helt vildt overvældet og stolt.
Tak til Mie, Susanne, René og Marc Mariboe for det gode fællesskab. Jeg glæder mig til at se jer igen. ![]()
Tak til Klinik Elina Nicole for de fineste negle og vipper.
Tak til Tanning Danmark for den smukke kulør.
Tak til Connectfys for at holde mig på benene.Tak til mine overbærende kollegaer i Lyngby Boldklub.
Tak Christine Gjelstrup for at behandle os og vores historie så fint.
Tak Charlotte for oplevelsen.
Tak (!!!!!) til Ramlau og systuen for den smukkeste kjole ![]()
Tak til Julie Prødel for den SÅ FINE make up.
Tak til alle på Mastiff og alle danserne for at tage så godt imod os.
Sidst men ikke mindst – tak til mit privateheppekor og fangruppering: Ulla, Ditte, Sine og Maria. Det var så dejligt at dele oplevelsen med jer.
Tak også til Vicki, Lis, Laurids og Tanja for jeres unikke støtte. Tak tak tak tak tak ![]()
![]()
Vi samlede sammen i Vild med dans mere end 21 mio. kr. ind til Kræftens Bekæmpelse, Knæk Cancer.
(Undskyld, hvis jeg har glemt nogen. Jeg har en følelsestornado hamrende rundt inde i min krop lige nu) ![]()
Foto: Henrik Ohsten, TV2 #fuckcancer #tilgrinidengodesagstjeneste
Indlæg skrevet den 8. oktober 2020:
Alle, der kender mig, ved, at jeg har svært ved at sige nej til en udfordring, og når det så endda er i den gode sags tjeneste for en af mine hjertesager, så er jeg nærmest allerede i gang med at kridte skoene.
Men i dette tilfælde tøvede jeg en kende med at sige ja. For det handlede ikke kun om mig – og jeg skulle i danseskoene. Baggrunden for, at jeg er blevet spurgt om jeg vil deltage, er jo ikke kun min.
Det er min mors meget private historie om hendes kræftforløb, og ugerne vi tilbragte sammen i foråret. Hvad ville det kræve af hende?
Jeg er lige startet i nyt job, og ville min nye arbejdsgiver Lyngby Boldklub overhovedet synes, det var en god ide?
Sidst men ikke mindst, så ved de fleste, at jeg plejer at sige, at jeg skal sendes hjem fra byen, hvis jeg danser, for det gør jeg kun beruset. Jeg ejer jo ikke rytme.
– Min mor sagde ja. Fordi hun er sej. Fordi hun er en tabubryder. Fordi hun er min mor jo!
– Min arbejdsgiver sagde ja – og hele min skare af kollegaer hepper sågar på mig.
– Min familie, mine venner og veninder bakker mig helt sindsygt op. Nok fordi, de godt ved, at der venter dem et godt grin.
Jeg sagde ja.
Jeg ved, at der venter mig en helt vanvittig udfordring med at lære at danse inden den 23. oktober, – og der venter min dansemakker Esbern en udfordring, der er markant større – for det er jo ham, der skal lære mig det.
Men uanset hvor stor en udfordring, vi står overfor, så er den absolut ingenting sammenlignet med den, som kræftpatienter og pårørende møder.

Så her er jeg!
Klar til at risikere at blive til grin i den gode sags tjeneste. Men bare rolig – jeg griner også. Så i griner med mig – og ikke af mig.
Jeg har sat mig et ambitiøst mål for min indsamling på 100.000 kr.
– Og jeg vil i mål.
For jeg ved, at de penge, der bliver samlet ind, blandt andet går til forskning, og mit håb er, at de kommende generationer ikke skal bekymre sig om, at deres mor eller anden, de har kær, får konstateret kræft.
Vi vil et liv uden kræft.
Lad indsamlingen begynde – det er snart SHOWTIME!
Du kan støtte på en af følgende måder:
– Klik dig ind på:
https://knaek.cancer.dk/profil/til-grin-i-den-gode-sags-tjeneste-jmt
– Send en sms med teksten KC 236356 til 1277 og støt med 100,- kr.
– Del gerne min indsamling på dine sociale medier eller ude i den virkelige verden og hjælp mig med at nå mit ambitiøse mål.
Hvis du har lyst, kan du følge med på min Instagram @Jannimt.
TAK for dit bidrag. <3







