Her halvandet døgn efter, at jeg var på gulvet til Vild med dans, Knæk Cancer-udgaven, sammen med min fantastiske dansemand Esbern #Clooneylookalike, er jeg stadig helt overvældet og rørt over oplevelsen – og den opbakning, vi har fået.
Udviklende udfordring
Det er et KÆMPE privilegium at få lov at lære en dans at kende af så dygtig en privatlærer, der samtidig også er han en rigtig rar fyr, der hurtigt vandt min tillid og fik mig til at føle mig tryg.
Esbern lavede en smuk koreografi, der var ambitiøs og udfordrende. Det var modigt med tankerne på, det var mig, han skulle danse med, men samtidigt har det været vigtigt for ham, at jeg ikke kun skulle lære en koreografi, men jeg skulle lære rumbaens grundtrin og rytme, samt forstå, at det var en sensuel dans.
– Og til det forestille mig, at han var Georg Clooney….
Han er sød, empatisk og sjov at være sammen med, så selv om timerne kunne være hårde for de trætte fødder og ben, så grinede vi meget undervejs.
Han var hurtig til at læse, at jeg trigges af “Det okay, hvis du ikke tør” – og den sætning faldt også sammen med aftalen om, at jeg skulle starte alene på gulvet.
Esbern fik mig med fra det her:
Til det her:
Hvordan, han gjorde det på bare 10 træninger og 15-20 liter kaffe, aner jeg ikke. Men jeg er fyldt med respekt for det.
Respekten for dem, der gør det hver eneste uge er ikke blevet mindre. Tværtimod.
Fotos herover er taget af Henrik Ohsten, TV2.
Frustration og forventninger
Det har været den vildeste tid, hvor jeg har tænkt rumbatrin hele tiden – og jeg har drømt om det om natten. Om strakte fødder og tonerede ankler. Og om at falde på scenen.
Jeg har haft lyst til at give op, og bad Esbern om at brække mit ben sidste lørdag, for jeg kunne ikke overskue, hvor svært min hjerne havde ved at kommunikere til mine fødder, ben og arme – samtidigt. “Og så husk at smile”…
Undervejs i det mindede jeg mig selv om, at den udfordring, vi stod overfor, jo INTET var sammenlignet med det, en kræftpatient skal igennem, og det var for dem, vi skulle danse. Og jeg havde en af Danmarks dygtigste dansere ved min side.
“Slap af Janni – hvor svært kan det lige være.”
Samtidigt med, at vi trænede, så steg min indsamling eksplosivt hver eneste dag i den sidste uge, hvor vi måtte offentliggøre, at vi var med. Onsdag ramte vi de første 50.000,- kr., og det gav mig mod til at starte på dansegulvet alene, som Esberns koreografi dikterede. Vi sendte beslutningen ud på mine sociale medier; “Hvis vi når 75.000,- kr. torsdag, så starter Janni alene på gulvet fredag aften”. Og det nåede vi.
Der steg presset og usikkerheden i mine irrationelle tanker. “Hvad nu, hvis de synes, jeg er dårlig, og det ikke var pengene de havde doneret værd?”
Jeg sov ikke ret meget natten til fredag, og jeg tvang mig selv til at spise lidt mad fredag morgen. Sulten var jeg på ingen måde. På vej mod studiet rundede indsamlingen 80.000,- kr. Der var ingen vej tilbage.
Alle omkring mig sagde, husk at nyde hele dagen – alt er en oplevelse, og de havde ret. Det er bare så svært, når adrenalinen og nerverne er sådan en ukontrollerbar størrelse.
Heldigvis havde jeg gode mennesker omkring mig og et hav af gode beskeder og kommentarer med “pøj pøj i aften” med mig.
De første prøver var fine til lige at komme ind i studiet, mærke gulvet og se, hvor kameraerne stod.
Efter en rædderlig generalprøve var jeg klar til at løbe min vej. Bare smide danseskoene og tage kjolen med og løbe min vej. Jeg var ked af det og frustreret – og mest af alt havde jeg en følelse af, at jeg ikke kunne være det bekendt, og slet ikke overfor Esbern, som havde fortjent, at jeg i det mindste kunne huske et enkelt grundtrin. Jeg var godt og grundigt gal i skraldet på mig selv. “Tag dig nu sammen, Thomsen”
Kl. 18.30 tikkede en besked ind fra en kvinde, jeg arbejdede med i Flyvevåbnet i 2008. Hun skrev, at uanset hvor langt min indsamling var kl. 19.50, så ville hun toppe den, så jeg kunne gå på gulvet med 100.000,- kr. til Kræftens Bekæmpelse i ryggen. Jeg tjekkede indsamlingen, der på det tidspunkt manglede 7.500,- kr. Sandra skrev, at hun gjorde det for at ære sin mors minde.
Der knækkede filmen for mig, og det var godt, at jeg havde en “brush up” i makeuppen bagefter. Det var SÅ stærkt for mig, og det gik op for mig, at jeg i kampen mod kræft kun har allierede. Vi er alle sammen sammen om det her.
Dernæst skrev Sandra, at det at knække kræft ikke handler om, at jeg skulle danse flot eller pænt, men det at gøre det – og nyde det imens. “Du kan klare det,” skrev hun.
Jeg lagde derefter min telefon væk, for jeg havde behov for at holde fokus på det, der var min opgave. Dansen. Og ikke sætte “sminken” på overarbejde med flere tårer.
Vi fik taget billeder med Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker, og inden vi havde set os om, så skulle showet i gang. Vi fik lov at gå ind i salen og lige vinke til vores familie og venner, og det var jeg glad for, at vi kunne. For der sad min mor. Sammen med Ditte, Sine og Maria.
Min mega seje mor
Da jeg inden del II af programmet efter kl. 22 stod og ventede på, at det var min tur til at komme på dansegulvet, kunne jeg se min mor. Min seje mor. Hun var rørt og nervøs. Og jeg ved, at hun var det, fordi hun kender mig så godt. Hun ved, jeg ville hade hver en fejl, jeg lavede – hun ved, at jeg kan være utroligt klodset, og hun frygtede nok sammen med mig også, at jeg skulle brække et ben undervejs eller gentage mit håbløse udfald fra generalprøven. Vi havde talt om og joket med, at det jo trods alt også var en konkurrence, så bare jeg nu ikke dummede mig sådan for alvor med et voldsomt styrt, med mindre der jo var medlidenhedsstemmer i det…
Men det at min mor var der, betød også, at jeg nåede at tænke, at jeg allerede havde vundet. For hun var der. Hun er her. Kræften er væk. Og det slog næsten benene væk under mig. Heldigvis var Esbern ved min side, og så gik vi på gulvet. Mig i min smukke frynsekjole. Via linket herunder kan i selv vurdere, hvordan min mor havde det – og mig for den sags skyld også.
Se vores dans på TV2.dk her.
Kræft har allerede taget alt for mange mennesker fra mig og mine kære – dem dansede jeg for – og jeg vil fortsat gøre alt for at samle ind og skabe fokus om bekæmpelsen. Åbenbart selv når der er en risiko for, at jeg kan blive godt og grundigt til grin på live-TV.
Jeg gør det, fordi den forskning som blandt andet midlerne fra Kræftens Bekæmpelse understøtter, forhåbentligt kan være med til at sikre, at mange flere mennesker i fremtiden skal høre “kræftfri”. Det er på top tre af ord, jeg elsker allermest.
Det var så skørt bagefter at blive bedømt af dommerne og stå der ved bordet blandt alle de sindsygt dygtige dansere og nydansere. I mit hoved bankede tankerne rundt. “Det gik. Not perfect, men vi kom igennem.”
Og så vandt jeg. Jeg fik flest sms-stemmer – og i kender mig, jeg kan godt lide at vinde, selv om jeg fik færrest dommerpoint, men endnu vigtigere var det, at vi samlet set på showet samlede mere end 21 mio. kr. ind til Kræftens Bekæmpelse. Det var så fedt at se tallet og være en del af det!
Ramlau, som er chefsyersken på Vild med dans, kom ind i vores “garderobe”, mens vi var ved at pakke de sidste i taskerne for at tage hjem. Jeg stod med fingrene for sidste gang i mine smukke mintgrønne frynser, da jeg hørte hendes stemme bag mig.
“Jeg har aldrig gjort det her før, men fordi showet i år har været så markant anderledes end normalt på grund af corona, så synes jeg, i skal tage kjolerne med hjem, hvis i vil,” var noget i stil med det, hun sagde. Og det kan i bande på, at vi tre dansedamer gerne ville.
Da jeg havde krammet de andre “på gensyn” sad mor og Ditte heldigvis vågne hjemme i min stue med et glas bobler, så vi kunne tale det hele igennem. Jeg blev helt overmandet af følelser, og det var så dejligt, at de var her til at dele det med.
Lørdag morgen var det op og i GoMorgen Danmark med Mie og Susanne, så det blev til meget lidt søvn, da vækkeuret allerede ringede 6.20.
Efterrationalet og søndags blues
Min indsamling sluttede over de 100.000,- kr., og det gjorde jeg ikke alene. Så tusind tak for alt den opbakning og støtte, der er kommet ind. Det er så vanvittigt, at folk fra nær og fjern har bakket så massivt op.
Udover to virkelig søde unge piger ved metrostationen gerne ville have et selfie med mig, som næsten fik mig til at føle mig som en rockstjerne, så har jeg haft det underligt i dag. Jeg blev ikke til grin. Jeg har fået SÅ mange “du er sej”-beskeder fra nær og fjern. Jeg har læst dem alle, og jeg har haft tårer i fede striber ned af kinderne imens. Jeg er stolt over, jeg gjorde det, men mest af alt er jeg overvældet af kærlighedsstormen, og derudover ramt at træthed og søndagsmelankoli.
Kim Larsens smukke melodi “Om lidt bliver her stille” har sneget sig ind flere gange i dag. For det er i virkeligheden sådan, jeg har det. Det er forbi – det sanseløse sekund er ovre – og her bagefter ved jeg, at jeg elskede hvert minut af det. Også de besværlige og svære minutter med vabler, træthed og nerverne lige inden showtime.
Min dans var ikke perfekt. Og det er jeg ked af, men det har jeg sluttet fred med.
Jeg kan bare ikke slutte fred med, at vi ikke skal danse mere. Det kan min meddanser Mie heldigvis heller ikke, så vi har besluttet at starte til dans sammen.
– Latin selvfølgelig.
Heldigvis skal vi tre dansepar også mødes den 19. november med Charlotte fra Kræftens Bekæmpelse og Christine fra Mastiff og spise god mad sammen. Det glæder jeg mig til. Ellers ville savnet og melankolien nok være endnu større.
– Og Esbern har lovet, at vi snart skal drikke kaffe, så alt bliver godt igen.
TAK FOR DANSEN!
– TAK FOR STØTTEN!
– TAK FOR DIG ESBERN!
“…Every hour might be the last, so I’ll cherish ever of them…”
– Elias Boussnina.
