Så ramte A-kasse-låget mig i nakken… Og ansigtet…

Hvad der startede som indledningen på en god historie med en fed samtale med karriererådgiveren Dorthe, er nu gået ind i det lidt mere dystre kapitel.

Den del af fortællingen, hvor hovedpersonen bliver udfordret.

Jeg talte med A-kassens juridiske afdeling i dagene efter, og det lød som en form-sag at få godkendt et par ting, jeg gerne ville, da begge dele – i min optik – kan være med til at opgradere og brande mig på en ny måde – holde mig skarp – og hvem ved – munde ud i et nyt job på sigt. Men ak – jeg sendte, som jeg skulle, en standardblanket afsted, som bestemt ikke er lavet til hverken corona-tider eller de lidt utraditionelt tænkte ting, og stik mod min forventning efter en mundtlig samtale bliver jeg så trukket i mine dagpenge, hvis jeg bruger tid på at opgradere mig og gøre min profil bedre.

Alternativet, jeg pt. ser, er, at jeg så skal bede om en virksomhedspraktik. I 4 uger. I stedet for, at jeg kunne bruge et par timer og prøve kræfter – blive klogere.
– Og for at jeg nu ikke skal lyde som en klynker – så får du selv her mulighed for at bedømme, om du synes, det giver mening.
Min fagforening er Lederne, og jeg ønsker ikke at hænge hverken dem eller enkeltpersoner ud – blot at delagtigøre jer i noget af det, jeg som initiativrig ledig løber ind i.

Da jeg taler med Dorthe, den skønne karriererådgiver, råder hun mig til at lege. Få lidt græs under de bare fødder. Mærke mig selv og finde det, der giver mig energi.
I mange af de jobopslag, jeg har læst omkring kommunikation og journalistik, er det angivet “som en fordel”, hvis man har erfaring med at lave podcasts. (Det nye sort).
I kender mig – jeg er netværker, så jeg kontakter Peter Brüchmann, og jeg får lov til at være føl på Medianos Håndbold-redaktion et par gange. Jeg er SÅ glad. Men ikke nok med det, jeg får faktisk mulighed for at være co-host og skulle lave 1-2 programmer sammen med den ene af Medianos redaktører. Jeg får at vide, at det ikke ville kunne honoreres, men så har jeg mulighed for at snuse til det. Jeg føler, jeg har vundet i lotteriet. Det er det podcast-medie, jeg allerhelst vil lære noget af.

– Og så tænker jeg, måske de faktisk kan lide at have mig som vært/medvært. At jeg, der er journalistuddannet, og har haft næsen nede i virksomheder i flere sportsgrene, og som har en kommerciel baggrund, at jeg måske kunne bidrage til, at det kunne blive til mere. Det ville være fedt!

Det kan de bare ikke godkende i A-kassen, så for hver time jeg bruger på at dygtiggøre mig ulønnet som føl hos Mediano, bliver jeg trukket en time i dagpenge.
Nå, men i kender mig. Det har jeg så besluttet, at jeg vil investere i mig selv. Selv om alt i mig skriger “TRODS”. Sæt dig bare med armene over kors i stedet, og vær den der ledige type, som, alle siger, er doven og ikke gider søge eller skabe job…
Men jeg har sagt ja, og i kan så småt begynde at glæde jer til at høre et afsnit med mig som co-host sammen med håndboldhistoriker og entusiast Thomas Ladegaard, der i øvrigt også er håndboldtræner og en top sympatisk fyr. Jeg glæder mig!

Den anden mulighed er Modcorona.dk. Et fantastisk initiativ af en række dygtige, kompetente og respekterede erhvervsledere, der ulønnet stiller deres arbejdskraft til rådighed for det danske erhvervsliv, så vi kan få gang i hjulene igen.
– Og hvis vi får gang i hjulene, så kommer flere i arbejde – og hvad er det, jeg skal have – et arbejde. Det burde være simpel hovedregning.
Det ser det bare ikke ud til at være.
Nu har jeg fået endnu en mail, hvor jeg skal fremskaffe følgende information fra ModCorona.dk, som lige nu kæmper for at få initiativet op og stå – med frivillige hænder og meget få midler:
(Hvor de ledere, der sætter deres arbejdskraft ulønnet til rådighed også betaler 2.000 ekskl. moms til at finansiere sekretariatet, udviklere til websitet etc., så det er gratis for virksomhederne at modtage hjælp)
“Hvis der eksisterer vedtægter for foreningen skal du indsende dem
og/eller indhente svar fra foreningens stifter(e) på følgende:
1) Hvad sker der med et eventuelt overskud i foreningen – både
løbende og i tilfælde af at foreningen opløses?
2) Er bestyrelsen lønnet eller ulønnet?
Vi kan ikke tage stilling, før vi har oplysninger om ovenstående.”

De initiativer – det engagement, jeg troede, ville skabe begejstring i A-kassen, fik jeg ikke mange tommeloppere ud af, men jeg har tænkt mig at klø på.
Forsætte med at udvikle mig selv – investere i mig selv – og så tage de tæsk, det økonomisk giver.
Jeg tror, det er mine initiativer, mit engagement og mit netværk, der hjælper mig gennem “det udfordrende kapitel” – så jeg forhåbentligt snart kan skrive et nyt positivt kapitel.

Jeg har i øvrigt købt briller. Det får mig til at se rutineret ud – og skrap ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *