“Du har det altså godt Janni. Du har ikke nogle unger hjemme, du skal hjemmeskole og se efter, lave mad til og rydde op efter – mens du passer et fuldtidsarbejde, og du får endda lov at tage på kontoret og arbejde. Det er så nemt for jer singler uden børn.”
Jeg er sikker på, at ordene ikke blev sagt for at ramme mig, men det gjorde de. At leve med corona-restriktioner er ikke nemt for nogen. Uanset hvordan deres situation på hjemmefronten er. Vi kæmper alle sammen. Mig inklusiv.
Det er helt korrekt, at jeg ikke har nogle unger herhjemme – men til gengæld sidder jeg nu alene for Gud ved hvilken aften i træk i mit eget selskab. Langt væk fra min elskede familie. Påpasselig afstand i forhold til mine venner og veninder, så meget er telefonisk og digitalt. Datinggamet sat på hold. Intet kulturliv. Ingen ekstra kunder, så min deltids-kombi-selvstændig-drøm er sat på hold.
Det stresser mig måske ikke – men det udfordrer mit sociale gen, presser min privatøkonomi og giver lige rigeligt med tid til refleksion og rødvin.
Jeg plejede at sige, at græsset er grønt, der hvor man gøder det, men lige nu er det kun stanken af gylle, der er at indånde over Danmark – uanset hvor meget vi gøder, for vi har ikke selv bestemt, at det skulle hældes ned over os i de lårfede stråler, som corona har gjort. Men det er nu engang sådan, situationen er.
Jeg kan ikke pege på nogen, for hvem det er fedt med restriktioner og nedlukning. Alle har det svært, alle kæmper, og jeg ved, at det er nemt at skue til andre og se det grønne græs i deres have. Men inden det snært af ‘ondt af sig selv’, sender sådan en besked afsted mod andre, som den jeg fik sendt min retning, så håber jeg, at dette lille skriv kan minde om:
Græsset er ikke grønt for nogen lige nu. Vi er alle i det her – sammen.
