Måske ikke. Måske det er – sådan mere end man tror. For nogen. Men det passer altså til mig. Til mit liv. I hvert fald lige nu – og det ville faktisk være helt vildt rart, hvis der var en kasse, jeg kunne passe ind i, selv om det er den med crazy cat lady og Hejremanden, for så slap jeg for altid at forklare og forsvare mit liv som single. Som solo. Som alene. Som MIG! Ja, bare mig. Og det er faktisk ikke ren elendighed at være.
Skal du ikke have en kæreste? Hvorfor er du så kræsen? Hvad med børn? – Du skal snart i gang! Jamen det må da kunne lykkedes, du er jo ikke…..
Jeg har været mig selv i mange år. Søgt kærligheden. Ikke fundet den. Og hånden på hjertet. Jeg er blevet god til det med bare at være mig. At tage til bryllup alene. Sågar tage til par-middage og smilende siddet for bordenden. I biografen. Selv på restaurant, fordi jeg har lyst til god mad og ikke lige kan finde en ven/veninde, der vil med.
Jeg har en god, stabil hverdag med gode jobs. Jeg har en dejlig familie og de bedste venner. En masse skønne unger, som jeg heldigvis altid må låne. Jeg rejser, hvis jeg vil – alene, nuvel, men det kan også noget. Det skal man jo sige, når man som regel gør det, men det kan det.
Hvad er det, du er så bange for ved kærligheden?
– Ingenting. Men jeg er også okay med, at den kærlighed, du definerer, er en anden for mig. At jeg faktisk er helt okay med bare at være mig. At “dig og mig forevigt” måske bare ikke er noget, der lige er for mig. At jeg godt kan elske forskellige mænd på forskellige tidspunkter – korte som lange – fordi de for mig var rigtige på det tidspunkt. At det at binde sig måske bare aldrig blev oplagt for mig. Eller for dem. Eller os begge på samme tid.
Der er lonely nights. Der er sunday blues. Der er tårer til romantiske film, hvor det også lykkedes for sådan en som mig at blive elsket. Men at finde en kæreste er jo ikke den eneste kærlighed, livet kan fyldes med.
Jeg slår mig og har da også slået mig på mit liv alene. Men fortæl mig ikke, at man ikke også slår sig på et parforhold. Eller som børnefamilie. Som soloforældre. Eller som regnbuefamilie, der formodentligt får endnu flere spørgsmål til det valg, end jeg gør.
Men det der gør mest ondt, er de evige spørgsmål, der inddirekte fortæller mig, at jeg ikke passer ind i din definition af det at være normal. Den brænder. Længe.
– Og ja, så har jeg lært at købe blomster til mig selv. De er smukke og dufter godt, selv om jeg har købt dem selv.